0.-9. klasse på Druestrup Friskole
Hverdagen på Druestrup Friskole
På Druestrup Friskole møder alle eleverne altid kl. 8.15. Vores mødetid er bestemt af bustiderne således, at alle elever kan nå frem til 1. lektion. Mellem første og anden lektion har vi hver dag morgensang i skolens gymnastiksal. Her står klasserne på faste pladser, og vi indleder altid morgensangen med et go’morgen efterfulgt af en sang (sangvalget kan været bestemt af årstiden, af temaer eller sang som de øver til musikundervisningen). Efter den første sang beder vi sammen fadervor, hvorefter vi bruger et par minutter på nogle fælles beskeder – det kan være fra lærerne, elevrådet eller måske viser en klasse noget frem som de har arbejdet med i timerne. Dette gør vi for at styrke fællesskabet mellem de enkelte klasser, og fordi vi insisterer på at dyrke fællesskabet på Druestrup. Efter dette afslutter vi morgensang med endnu en sang, hvorefter eleverne forlader salen – altid de største elever først.
Alle klasserne spiser sammen med en lærer, det gør vi både for at styrke fællesskabet mellem eleverne og skolens personale, men også for at skabe de bedste rammer for spisningen blandt vores elever. Alle elever er ude i vores pauser, dog har udskolingen lov til at være indenfor i 10’pausen – der må godt være forskel på store og små. Druestrup Friskole er en mobilfri skole, hvilket betyder at eleverne ikke har deres mobil i løbet af dagen, medmindre lærerne arbejder med et emne, hvor mobiltelefonen gør en forskel. Alle dage sluttes af med at klassens dukse ordner klassen, og bærer det sorterede affald ud til genbrug – vi arbejder nemlig med en grøn profil hvor det er muligt, og skolen har også siden 2004 haft det grønne flag som symbol på dette arbejde.
Faste skolearrangementer
- August = Skolestart
- September = Arbejdsdag for forældre, Høstgudstjeneste for de mindste
- Oktober = Skolefoto, Skolernes motionsdag
- November = Praktiske-kreative dage, 6. klasses skolekomedie, Juleklippedag
- December = Julefest for hele skolen, Julegudstjeneste
- Februar = Fastelavn, Påskegudstjeneste for de mindste
- April = Generalforsamling, Forårskoncert, Arbejdsdag
- Maj = Jordens dag
- Juni = Sommerfest, Dimission, Sidste skoledag, Sportsdag