Kan vi kalde dig for...

Ny elev på Druestrup

Vi anbefaler, at indskrivningen sker i så god tid som muligt, idet vi oftest har lange ventelister. Der oprettes venteliste til elever, som ikke kan tilbydes plads. Søskende til elever på skolen har fortrinsret til denne venteliste. 

Skal dit barn på ventelisten?
Vil du gerne vide mere, eller ønsker at skrive dit barn på ventelisten, bedes du ringe direkte til vores kontor på telefon: 56 39 84 21

Værd at vide som ny elev

Druestrup Friskole er en grundtvig-koldsk friskole og hviler på kristne værdier. Skolen er oprettet i 1886 og har, takket være sin lange historie, opbygget mange traditioner. Den 6. maj 2026 kan skolen fejre 140-års jubilæum.

Det faglige niveau på skolen i såvel boglige som kreative fag har altid været i højsædet, hvilket hvert år bekræftes af undervisningsministeriets karakterundersøgelser. Dette er opnået, uden at der er gået på kompromis med skolens grundlæggende principper om fællesskab og trivsel. Vi har en forventning om at man som forældre bakker op om skolen, og ikke mindst deltager i de mange arrangementer vi har i løbet af skoleåret som f.eks. arbejdsdag, julefesten og sportsdagen.

Friskolen har en god og sund økonomi, og kan derfor give eleverne mange oplevelser udover det boglige, og klasserne tager f.eks. ofte ud af huset. Vores 4. og 5. klasse har svømning en gang om ugen. Hvert andet år afholdes en fælles lejrskole for 1-9 klasse i september måned. Derudover kommer eleverne på lejrskole i Danmark på mellemtrinnet og til udlandet i udskolingen. 

Druestrup Friskole er en lille skole med maksimalt 20 elever pr. klasse. Det giver et nært miljø hvor alle kender alle. Vores arbejde med elevernes trivsel er medvirkende til at forebygge mobning og skabe gode rammer for læring. Da skolen ligger på landet, er der masser af plads til børnenes udendørsaktiviteter. Skolen har et stort shelterområde som især bruges til undervisning i faget natur og teknologi og i faget friluftsliv. 

Skolens fritidsordning ”Druekernen”, bor i den sorte bygning ud mod parkeringspladsen. Udover SFO’ens legeplads bruger de også skolens andre udeområder. 

 

Indskrivning

Indskrivning til 0. klasse sker efter de samme regler som i folkeskolen, dvs. at et barn skal starte i 0. klasse i det kalenderår, hvori det fylder 6 år. Hos os sker indskrivningen under den forudsætning, at barnet fortsætter i skolens 1. klasse.

Registreringen af barnet finder først sted, når gebyret er betalt. Selvom der er betalt gebyr, kan skolen ikke garantere, at der bliver en ledig plads. Skolen sender en e-mail som bekræftelse, når man er blevet skrevet på venteliste.

Data på såvel kommende elever som deres forældre vil blive gemt i en database, som slettes efter aftale med forældrene såfremt eleven alligevel ikke starter på skolen.